Kontekst
Menneskenes mangfoldighed er deres rigdom. Ikke alle mennesker er lige, men alle mennesker er lige værdifulde. Det er ikke deres skæbne at gøre folk lige, men at udvikle deres størst mulige mangfoldighed:
Milliarder af differentierede individer er forudsætningen for muligheden for at realisere humane forhold.
Ikke at være ens, men at være anderledes betyder: „Jeg er interesseret i dig som anderledes“.
Der findes mennesker med denne bevidsthed over hele verden.
+++
Mennesker vil kun være mennesker, når de er i stand til at forme deres sameksistens uden at udøve magt.
Så længe magtstrukturerne er gældende blandt mennesker, vil nogle få have næsten alle jordens skatte – de fleste har næsten ingenting.
De få bruger deres magt til at få uendeligt meget mere – de fleste betragter deres magtesløshed som en naturlov.
Magtmisbrug – voldelig opretholdelse af de umenneskelige forhold under dække af lovlighed – finder sit spejlbillede i misbruget af magtesløshed: voldelige angreb mod de uretfærdige forhold under dække af religion eller ideologi, som begge er lige uforsvarlige. Begge er gensidigt afhængige af hinanden, begge spiller boldene videre til hinanden, begge giver hinanden et påskud. Begge vokser proportionalt: det er sådan, civilisationen arbejder hen imod sin undergang
Blandt dyrene er det loven om den stærkeste – blandt mennesker manifesterer den sig som magt: Det er ikke den stærkestes ret, der gælder, men den stærkestes pligt.
Men mennesket bruger stadig videnskabens og teknologiens midler, som er skabt af og for mennesker, til at cementere dyrenes „ret“ til at være den stærkeste. Dermed ophæver de de grænser, der stadig gælder selv for dyrene, nemlig at man kun må ophobe så mange ressourcer, som man har brug for.
Den første betingelse for et humant samfund er en magtfri forståelse. Det fungerer kun, hvis ingen ønsker at dominere andre eller påtvinge dem deres verdensbillede.
Den anden betingelse for et samfund i henhold til disse kriterier er en produktion uden profit. Det fungerer kun, hvis ingen ønsker at have mere, end de har brug for, og hvis ingen ønsker at leve af andres arbejde.
Så længe magtstrukturer og profit-tænkning bestemmer verdens samfund, vil der ikke være nogen ende på det herskende kaos. De er ansvarlige for krige, elendighed og fortvivlelse. Magt og profit kan ikke retfærdiggøres.
+++
Dyrene har brug for ledere. Mennesker har ikke brug for ledere – at de stadig følger dem viser, hvor lidt de har bevæget sig væk fra at være dyr.
Karavanen er muligheden for at leve sammen uden leder over en længere periode og for at udveksle og skabe resultater. I den henseende er det en model for verden.
Campingvognen er konstrueret på en sådan måde, at den ikke ville fungere med en guide.
De mennesker, der deltog i den, var enige om, at de enten ville finde noget, der endnu ikke havde eksisteret mellem mennesker på denne måde, det højeste, man kunne nå: enden på menneskers herredømme over mennesker – eller også ville de fejle.
Tanken: „individet er gruppen“ udvides til: „individet er alle“. Gruppens struktur som en model for strukturen for alle mennesker.
Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt I har den samme holdning, men om I er enige om den.
+++
Folk er nødt til at tage deres historie i deres egne hænder: Caravanen er et skridt i den retning.
Den gør det muligt at organisere kommunikationen, men bestemmer ikke dens indhold. Den stiller spørgsmålene, men giver ikke svarene. Den er en betingelse for muligheden – den kan være begyndelsen til dens virkeliggørelse.
Enhver bestemmer selv sine handlinger – og er ansvarlig for dem alle.
+++
Caravanen er en utopisk tænketank. Det handler om de materielle forudsætninger for et utopisk samfund. (Utopisk, fordi dens „plads“ ikke kan findes i det eksisterende system).
Utopier, der udtænkes af en eller flere, er nødvendigvis totalitære, fordi en idé tilsidesætter de andres idéer.
Utopia kan kun realiseres af alle mennesker i fællesskab – det kræver, at man definerer de materielle betingelser, der er nødvendige for at realisere det.
Målet er at bevise i lille skala, at det virker i stor skala.
+++
Det højeste produktionsprincip: Alt, hvad der produceres, skal holde så længe som muligt i overensstemmelse med det højeste videnskabelige og teknologiske niveau.
Hvis folk gav hinanden deres produkter, og alt andet forblev, som det er nu, ville alle få noget for pengene – undtagen bankfolk, aktionærer og børsaktører.
+++
Kunstnerne er animatorer og formidlere af fantasien.
+++
Når deltagerne i campingvognen tænker på eksistentielle ting i (over)livet, må de selv leve i en eksistentiel situation. De oplever det som et eksempel, de får selv det allermest nødvendige, men på denne måde lærer de om de forhold, som flertallet af mennesker må kæmpe for at overleve hver dag. Spørgsmålet om de sande behov kan kun blive stillet under sådanne levevilkår. Det er også derfor, at de oplever livsbetingelserne i ørkenen, fordi det er her, de oplever vigtigheden af at drikke vand mest indgående.
+++
Caravanen er en dekonstruktion af Babelstårnet.
+++
Renterne er penges kræft: penge virker ikke, kan ikke virke.
Aktier er samfundets kræftsygdomme, børserne er civilisationens kræftsygdomme-.
Hvis ingen ønsker at drage fordel heraf, behøver ingen at blive undertrykt.
Profittænkning ødelægger menneskelig sameksistens. Det er ikke en del af den menneskelige natur, som især profitmagere antyder. Det er derfor, der findes afhængighed: for at milliarder af mennesker kan spille med, og for at profitørerne kan tjene milliarder af valutaenheder.
De milliarder i overskud, som folk har tjent uden at gøre noget for det, er stjålne varer, skal tilbagebetales.
+++
Reklame er en umyndiggørende psykologisk terror, der alvorligt begrænser menneskers selvbestemmelse.
+++
Som om det eneste alternativ til profitøkonomien var planøkonomien og ikke selvorganisering. Råd, som beskrevet af Hannah Arendt, ville være mere muligt end nogensinde før i dag med hjælp fra internettet.
+++
Profitdiktaturet fungerer helt ned til det mest personlige niveau: Folk mødes kun, når de vil have noget af hinanden, de har brug for en krukke, de har brug for information, de har brug for hjælp – ellers bor de ved siden af hinanden og hører ikke fra hinanden.
Karavanens første mål er at overtale regeringerne i alle lande i verden til at indføre et etårigt interval for drikkevand
Hans Excellence Ahmed Gaafar Abdelkarim, ambassadør for Republikken Sudan, den 23.1.2002 på Goethe-Instituttet i Berlin:
Mange tak for dette initiativ.
Jeg er sikker på, at I gør noget, der vil gå over i historien og blive husket af senere generationer.
Sudan har været et sted for kulturelt arbejde og interkulturel udveksling i flere tusinde år. Jeg mener, at Deres arbejde er intet mindre end det: Det er en del af det.
Caravanens udvælgelsesprincip er partiet. Der foretages en forhåndsudvælgelse efter grove kriterier, så ingen racister, spioner eller voldtægtsforbrydere kan deltage, og resten afgøres ved lodtrækning.
Formålet med karavanen er, at initiativtagerne bliver overflødige, ingen ledelse, ingen magt: filosofien og dens realisering bliver uafhængig.
Arrangørerne har kun til opgave at tilrettelægge kommunikationen – når dette er på plads, bestemmer deltagerne selv alt andet: Det begynder med maden, som laves til alle af sammenslutninger af mennesker med forskellig kulturel baggrund, der skifter fra hele verden,
om kunstnerisk udveksling – f.eks. chatrum -.
til demokratiske former: Hvis nogen foreslår, at noget skal gøres anderledes, kan de sætte det til diskussion, og alle kan svare.
Det modsatte af lederskab. Der er ingen retningslinjer. Der må ikke være nogen.
Der er en holdning.
Initiativets organisatoriske apparat er opbygget på en sådan måde, at det gør sig selv overflødigt; et koncept for selvopløsning af initiativstrukturer, for overgang til kollektive strukturer: „Alle sammen“ og 100 %.
Først når disse nye former for samliv er fundet og blevet selvstændige, vil dette fortsætte og udvide sig ud over karavanen.
Hvis nogle mennesker fra hele verden formår at organisere sig uden strøm, kan alle andre også gøre det.
Det centrale punkt i kommunikationen er maden, dens tilberedning, dens nydelse og dens kommunikative fordøjelse.
Gennem madkanalen kan alle, der har lyst, dele med hinanden, hvad de kunne lave, hvornår, til hvor mange personer og hvor længe. Resultaterne bruges til at sammensætte de områder, hvor de vil lave mad, hvilket skal planlægges groft i god tid, så alle grundingredienser er til rådighed. Dagens retter er online, så alle kan vælge mellem alt eller planlægge i forvejen.
Fødevarekemikere skal være til stede
Sammenlignende film om, hvordan visse hverdagsaktiviteter håndteres i forskellige kulturer.
- For eksempel te: omrøring i vores land – hældning i Mali. Modskærer med tekst.
- Opbevaring af bagage: i Mali skal man give kufferten til en ansvarlig – i Europa skal man smide kufferten i en rutsjebane, som sluger den, og der er elektronisk billedvisning.
- Spise: I Mali inviterer folk, der spiser offentligt, alle, der går forbi, til at „komme og spise med os“ – i Europa ser man folk spise for sig selv overalt.
Dokumentation af allerede eksisterende modeller, hvor lige strukturer fungerer.
dokumentationen af initiativer er mere begrænset i indhold, men har generelt samme formål.
De deltagende kunstnere udvikler individuelle og kollektive digte, prosa, teater, dans, videoer, malerier og skulpturer i internationale grupper, der informerer og påvirker hinanden om deres forskellige kulturer.
Der er 20 kanaler med hver 10 sendere, således at hver arbejdsgruppe har en sender sammen med ni andre.
Produktionerne sorteres og frigives til udsendelse efter modtagelsesdato og via en tidsplan, hvor alle frie sendetidspunkter er angivet.
Man kan tilmelde sig; når der er fyldt op, må man vente, indtil der bliver en ledig plads (eller automatisk, når der er så og så mange i køen, udvikler en anden station sig selv, forprogrammeret), eller man bliver skubbet til ledige pladser andre steder – alt sammen digitalt planlagt på forhånd, så alle, både enkeltpersoner og interkulturelle koproduktioner, har lige muligheder for at få deres produktioner i luften.
Der er en indholdsfortegnelse over, hvem der har produceret hvad, hvor og hvornår, så alle har mulighed for at beslutte, hvad de vil se.
Der er ingen forhåndsudvælgelse, ingen prioriteringer, ingen forudbestemmelse.
Seertallene offentliggøres, så alle kan se, hvad der er blevet set mest.
Når produktionerne udsendes i hele verden, er der ingen reklamer og ingen stationslogoer i billedet. Alle virksomheder, der har doneret penge, må gerne reklamere, f.eks. „vi er officiel sponsor for karavanen osv.“. De vil blive opført på Caravans websted.